Stress – sexlivets største dræber

 

Vi ved det inderst inde godt: Stress er den største dræber for sexlivet. 

Alligevel lever mange af os et liv i overhalingsbanen. Et liv med meget håndfaste krav til, hvad vi skal præstere – i privatlivet og i vores professionelle liv. 

Det smitter af på sexlivet, som lider under at være underlagt målbare krav. 

Sexlivet bliver endnu en overhalingsbane, hvor vi frem for alt skal præstere og se godt ud.

Efter en hektisk dag på jobbet, med at hente og aflevere børn, passe møder, madlavning og diverse fritidsaktiviteter – kan det derfor være svært at mobilisere en rejsning og en orgasme. 

Og når ferien eller weekenden indfinder sig – forsvinder stressen ikke bare med et trylleslag. 

Måske begynder vi ligefrem at skændes med vores partner under ferien – fordi konflikterne har hobet sig op i hverdagen, eller fordi vi ikke magtede at tage konfrontationerne, da de opstod, og nu har noget at indhente. 

Hovedparten af alle skilsmisser sker faktisk i juleferien eller sommerferien. For det er her, folk endelig har tid til at mærke efter. Og så er det måske for sent.

Tantra lærer os at komme ned i gear. At mærke os selv og connecte med et andet menneske. Men hverdagen er lige så vigtig. Når krop og sind er afspændt, kan chi – vores livsenergi – løbe frit gennem alle kroppens chakras.

I vores vestlige kultur er vi så vant til at håndtere sindet og kroppen som to adskilte størrelser. Mange mænd er tilbøjelige til at søge læge, hvis de oplever rejsningsbesvær. Det er også fint at få afklaret, om der ligger en fysiologisk årsag til grund for rejsningsbesværet, som f.eks. hjerte-kar problemer. 

Men er du sund og rask, skal årsagen højst sandsynligt findes i parforholdet eller hverdagen. 

I virkeligheden kan krop og sind ikke adskilles. Oplever du seksuelle dysfunktioner, der ikke har heltredsmæssige eller traumatiske årsager, er det derfor en god idé at stoppe op og tage et kig på din hverdag. Evolutionen kører i et noget lavere gear end industrialisering, digitalisering og hvad der ellers har ramt os af kvantespring de seneste mange år. 

Fysisk og mentalt er vi derfor stadig stenaldermennesker med en begrænset kapacitet. 

Vi har alle brug for blokke af langsom tid. En hverdag, der ikke er for spækket med programlagt aktivitet. 

Så snart kravene til planlægning og overblik overstiger vores kapacitet, går vi i fight-flight-mode, som resulterer i forstadier til stress.

Læs også: https://elskmere.dk/svigter-potensen/

Seksuallivet udgør bindeleddet mellem krop og sind og er faktisk en “målestok” – undskyld udtrykket – for, hvordan vi går og har det. 

Jeg vil derfor gå skridtet videre og sige, at vi kan bruge vores seksualliv terapeutisk. 

Forstået således, at et velfungerende sexliv med velplejede relationer smitter af på vores øvrige liv. 

Men det går stadig ikke, hvis vores “påklædte liv” er fyldt med stress.

Vil du have mere balance i dit liv, så start f.eks. med at give dit rod-chakra opmærksomhed. 

Rod-chakraet omhandler vores jordforbindelse – arbejde, hjem, de nære relationer og sexlivet. 

Prøv indledningsvis at meditere på dit rod-chakra – visualisere din chi – livsenergien – ned i mellemkødet, hvor rod-chakraet sidder. 

Du vil hurtigt mærke en varm strøm i mellemkødet, når du fokuserer på det. Du kan også supplere med knibeøvelser, der er med til at øge blodgennemstrømningen, og styrke din bevidsthed i området.

Og riv så en aften ud af kalenderen, parkér ungerne hos svigermor og elsk natten lang! 

Din krop og dit sind vil takke dig. 

Højst sandsynligt får det dig også til at præstere bedre på jobbet.