Tager du ansvar?

“Man er aldrig sammen med et andet menneske, uden at man holder noget af dets skæbne i sin hånd”, sagde filosoffen K.E. Løgstrup for efterhånden en del år siden.

Det er en sætning, jeg ofte vender tilbage til - for den giver så meget mening for mig.

Nogle mennesker bumper vi kun ind i ganske kort på vores vej gennem livet.

Andre bliver hos os i mange år - måske for livet.

Nogle fællesskaber - som familien - nationen og samfundet - fødes vi ind i på godt og ondt.

Få mennesker har gjort en kæmpe forskel i mit eget liv.

Nogen i længere tid - andre i kraft af et enkelt møde.

Ganske få mennesker har været gamechangere for mig.

De har betydet, at jeg fattede håb i mørket, at jeg tog styringen over mit eget liv og formåede at ændre nogle mønstre, der ikke var gode for mig.

Et fællestræk ved disse møder og disse mennesker er, at de har mødt mig, nøjagtig hvor jeg var, lige på dét tidspunkt.

De forstod og de rummede.

Det er ingen hemmelighed, at mange af de mennesker, der opsøger tantra-workshops, er et sårbart sted i deres liv. De er åbne, nysgerrige og undersøgende. De ønsker forandring - og det er der alle muligheder for her.

Men det er som om at dette nogle steder sker ud fra en præmis om, at “man er ansvarlig for sin egen lykke” og man må bare køre hele showet selv.

Hvis man flopper eller bukker under, må man rode videre med det selv.

Man skal i hvert fald ikke belemre andre med det.

Men vi er sociale væsner og vi er dybt afhængige af den sammenhæng, vi indgår i!

Vi kan ikke elske alene, lære alene eller sørge alene.

Vi har brug for andre omkring os! I denne senmoderne, individualistiske tid virker det som om at vi har glemt dét og tror, at vi 100% kan styre vores liv selv.

Deraf følger, at hvis vi ikke lykkes, er det altså vores egen skyld.

Nej!

Som Coronaen viste for nylig, så er vi mennesker dybt afhængige af det omkringliggende samfund.

En pandemi kan udrydde hele menneskeheden, hvis vi ikke - i flok - udviser rettidig omhu.

Den spanske syge rev mellem 50 og 100 millioner mennesker væk i starten af forrige århundrede.

Inden vaccinerne gjorde polio børn invalide for livet.

Børn mistede livet som følge af mæslinger, røde hunde, kopper, difteritis m.m.

Alligevel tror mange stadig, at det er ens helt eget, private, individuelle valg, om man vil sige ja eller nej til en vaccine. Ja, jeg undrer mig. Lidt historisk bevidsthed ville pynte hér.

Nå, men - i lyset af diskussionerne om hvem der bærer ansvaret ved en tantra-workshop får jeg lyst til at spørge: Tager du ansvar - som udbyder af en workshop, der går tæt på? Holder du såvidt muligt et øje på alle deltagere og er du åben for at justere på dagen og øjeblikket, hvis situationen kalder på det?

Eller har du din egen dagsorden?

Tager du ansvar som deltager på en workshop? Skeler du ind imellem til sidemanden for at se, om han eller hun “er stået af” eller har brug for lidt omsorg?

Måske kan det gøre hele forskellen for ham eller hende.

Jeg tror, vi allesammen bør stille os selv disse spørgsmål med mellemrum som deltagere i denne skønne, men brogede selvudviklings-verden!